Komet med kun tre år på bagen
Jonna Pedersen hører til blandt kometerne på den danske unge kunstscene og er blandt dem, det er lykkedes at skabe opmærksomhed i såvel Berlin som New York.
Med denne separatudstilling med 20 nye malerier, hvor af 16 vises i et galleri for første gang, viser hun, hvad New York har inspireret hende til. Ikke blot i form af motivvalg, men også i form af et mere dristigt formsprog end det tidligere lette, lyse, collageagtige. Jonna Pedersen 2006 er frapperende, skæve perspektiver og en aldeles sikker personlig og ofte skarp kolorit med frække farvesammensætninger. Og Jonna Pedersens New York er personlige destillater af arkitektur og ofte upåagtede elementer fra mangfoldighedens by, som krydret med velkendte design og logoer til sammen udgør byen: New York.
Man skal faktisk gnide sig i øjnene for at tro på, at hun kun har malet professionelt siden 2003!
Men det er den skinbarlige sandhed, som understreges af, at Jonna Pedersen i sit CV kan dokumentere, at hun allerede er sluppet gennem nåleøjet på fire af de store censurerede udstillinger: Forårudstillingerne på Charlottenborgs 2005/06, Kunstnernes Påskeudstilling i Århus 2006 og Kunstnernes Sommerudstilling 2006 i Tistrup, og at hun allerede har fået sin egen monografi ”Virkelighedens fylde”, skrevet af forfatteren Ole Lindboe.
Udstillingen i Galleri Jytte Arntzen vil i det store rum vise et par billeder i meget store formater op til 200 x 200cm fra suiten ”Times Square Utopia”, der netop har været vist i Galleri Nybro i samarbejde med Galleri Jytte Arntzen, mens hovedvægten er en halv snes ikke tidligere viste billeder i størrelser fra 60 cm x 54 cm til 65 x 81 cm. De mindre billeder bærer den samlende titel Jonna Pedersen New Yorker Billeder 2006.
Galleriet har undtagelsesvis inddraget et par stuer i lejligheden for at vise de allerstørste billeder fra ”Times Square Utopia” – det drejer sig om billeder på 200 x 335 cm og 200 x 270.
”Ophængningen” i gallerirummets tilstødende gemakker udfylder naturligvis ikke kodeks for almindelig galleriophængning. Det er op ad dør og reolvæg, men vigtigst af alt: Billederne tager sig ud og de besøgende vil kunne se, at også i private hjem kan man have rigtig store billeder!
New York har også taget lige så vel imod Jonna Pedersen som hun omfavner New York.
Her har hun udstillet to gange. I 2005 i et galleri i Chelsea og i foråret 2006 i Galleri Monkdogz, hvor hun både solgte billeder og fik en fornem anmeldelse af den amerikanske kunstkritiker Ed McCormack i New Yorker magasinet Gallery and Studio.