Figurativ abstraktion med et touch af renæssance – Duoudstilling

fra lørdag d. 18. august
til søndag d. 2. september
åbningstider

fernisering fredag d. 17. august

Jeg er utroligt stolt af at kunne præsentere den 26-årige billedkunstner Allan Bestle i august måneds dobbeltudstilling i Galleri Jytte Arntzen.

Lige siden jeg så de første billeder for halvandet år siden, var jeg klar over, at her var der en kunstner, som talte til mit hjerte på samme måde, som når jeg mistede pusten ved mødet med nogle af de store kunstnere fra renæssancen.

Det er det stærkt spirituelle i Bestles abstrakt-figurative og let patinerede malerier, der er så betagende. Billederne, som overvejende er i de store formater, er grundlæggende abstrakte med klovnen eller narren, som det figurative omdrejningspunkt og foretrukne symbol på Bestles afstandtagen fra det flygtige og forlorne i moderne livsstil.

Når associationen til renæssancens billedkunst trænger sig på, skyldes det Bestles overvejende anvendelse af mørk violette og brunlige grundtoner. Hertil kommer en utrolig detailrigdom i hans brug af ornamentering med cirkler så fine som ringene i en ringbrynje eller næsten pointilistiske prikker i masser af klare rene farver, som man finder den i aboriginel kunst.

Allan Bestle er stort set autodidakt med maleren Morten Blyme som mentor. Han har malet professionelt i seks år, og hans billeder har ikke problemer med at blive afsat. 

Seneste nyheder